
Dejlig stor plads med 2 shelters, et stort bålhus, en grill, 10 borde/bænkesæt og legeredskaber til de små. Derudover er der el, vand og et das.
Pladsen ligger på en tidligere sportsplads og indbyder derfor til spil og leg og selvfølgelig hyggeligt samvær for både store og små grupper. Området er jævnt og egner sig derfor også til gangbesværede.
5 km fra Møborg ligger Bækmarksbro by med indkøb, tog og idrætcenter.
Pladsen er etableret af frivillig arbejdskraft, og vi beder jer om at behandle pladsen med respekt og at tage hensyn til natteroen efter kl. 23:00.
Der er desuden god mulighed for en vandretur på afmærkede stier i naturskønne omgivelser omkring Møborg Bakkeø der er udpeget som geosite i Geopark Vestjylland.
Med start ved bavnehøjen i Møborg eller P-pladsen øst for sandgraven har Spor i Landskabet afmærket en vandrerute, hvor man kan opleve landskabet på og omkring Møborg Bakkeø, egekrattets særlige natur og få et kig ind i de geologiske lag fra forskellige istider. Gravhøjene og kirken fortæller om, hvordan mennesker fra gammel tid har bosat sig i området.
Møborg Bakkeø og grusgrav er udpeget som "Geosite" i Geopark Vestjylland.
Shelterhytterne og bålhuset kan bookes hver for sig i forbindelse med overnatning og arrangementer for 20kr./pers/overnatning eller 200 kr for arrangementer. Du kan betale med mobilpay på nr.: 8563FY

